Insulinresistens hos heste

Insulinresistens hos heste er et emne, der ofte fylder ekstra meget på denne tid af året, hvor foråret bringer frisk græs, ændringer i fodringen og et mere aktivt stofskifte hos mange heste. Det er netop her, jeg ofte ser de første tydelige tegn på metabolisk ubalance i praksis. I dette indlæg dykker jeg ned i, hvad insulin dysregulation egentlig er, hvordan kroppen reagerer, og hvorfor det giver mening at forstå det som en helhed frem for et isoleret problem.
May 3 / Anitta Thusing

Når jeg arbejder med Holistisk Fodring og Somatisk Behandling, møder jeg ofte heste, hvor symptomerne ikke giver mening, hvis man kun kigger isoleret på foderet.


Det kan være svingende energi, ændret ædelyst, regional fedtophobning, tilbagevendende forfangenhed eller en generel oplevelse af, at noget i systemet ikke helt hænger sammen.


Og meget ofte peger det i retning af en metabolisk tilstand, hvor hestens insulinregulering ikke længere er i stabil balance.


Insulinresistens – eller mere præcist: insulin dysregulation – er ikke en enkelt sygdom. Det er en funktionel ændring i kroppens måde at håndtere energi, hormoner og signaler på.


Og det involverer hele systemet: metabolisme, tarm, væv og nervesystem.

Hvad insulin egentlig gør i kroppen

Insulin er et hormon, der produceres i bugspytkirtlen, og som hjælper kroppen med at regulere energi efter et måltid.

Når hesten spiser, stiger glukose i blodet. Insulin hjælper med at flytte glukosen fra blodet og ind i cellerne, hvor den bruges eller lagres.

Hos en velfungerende hest er dette et fintjusteret system.

Ved insulin dysregulation sker der en ændring i denne kommunikation:

  • cellerne reagerer mindre effektivt på insulin
  • kroppen producerer mere insulin for at kompensere
  • og der kan opstå hyperinsulinæmi

Det vigtige er, at mange heste kan have normal glukose i blodet, men stadig et overbelastet insulinsystem.

Derfor arbejder man i dag med begrebet insulin dysregulation (ID), fordi det bedre beskriver hele spektret af ubalancer.

EMS – når insulin bliver en del af et større mønster

Insulin dysregulation er kernen i Equine Metabolic Syndrome (EMS).


EMS er ikke én sygdom, men et metabolisk mønster, hvor man typisk ser:


  • insulin dysregulation
  • tendens til fedtophobning (ofte regionalt)
  • øget risiko for endocrinopathic laminitis (forfangenhed)


Det er vigtigt at forstå, at vægt ikke er hele forklaringen.


Nyere klinisk forståelse peger tydeligt på, at heste kan have insulin dysregulation uden at være markant overvægtige, og omvendt kan overvægt ikke alene forklare metabolisk sygdom.


Det er derfor insulin – ikke vægt – der i dag anses som den mest centrale markør.

Hvordan kroppen ender i ubalance

Insulin dysregulation er sjældent et pludseligt problem. Det er en gradvis ændring i kroppens måde at regulere energi på.


Flere faktorer spiller ind:


  • fodring med højt indhold af sukker og stivelse
  • genetisk disposition (”easy keepers”)
  • ændringer i fedtvæv, som er hormonelt aktivt
  • og en længerevarende belastning af kroppens reguleringssystem


Fedtvæv er ikke passivt. Det udskiller signalstoffer (adipokiner), der påvirker både inflammation og insulinrespons. Det betyder, at insulin dysregulation ofte er et resultat af systemisk belastning over tid, ikke én enkelt årsag.

Tarm, mikrobiom og metabolisk signalering

Et af de mest interessante og hastigt udviklende forskningsområder lige nu er tarmens rolle i metabolisk sundhed hos heste. I de senere år har flere studier vist, at heste med insulin dysregulation og EMS ofte har en anderledes sammensætning og diversitet i deres tarmmikrobiom sammenlignet med metabolisk sunde heste. Det er vigtigt at understrege, at dette ikke betyder, at tarmen alene er årsagen til insulinproblemer, men snarere at den indgår som en aktiv del af et langt mere komplekst reguleringssystem.

Tarmen er langt mere end en fordøjelseskanal. Den fungerer som et metabolisk og immunologisk organ, hvor mikrobiomet ikke kun hjælper med nedbrydning af fibre, men også producerer en række metabolitter, som kortkædede fedtsyrer, der kan påvirke kroppens energiomsætning, inflammationsniveau og metaboliske signalering. På den måde bliver tarmen en aktiv medspiller i, hvordan kroppen håndterer og fordeler energi.

Et andet vigtigt perspektiv i nyere forskning er den såkaldte tarm–hjerne-akse, som beskriver den tovejskommunikation mellem fordøjelsessystemet og centralnervesystemet. Selvom det meste af den direkte dokumentation stammer fra human- og laboratorieforskning, er det biologisk relevant også hos heste. Tarmen kommunikerer med hjernen og omvendt kan hjernen – via det autonome nervesystem – påvirke tarmens bevægelighed, sekretion og miljø.

I en samlet forståelse betyder det, at tarmen ikke arbejder isoleret, men som en del af et større netværk, hvor metabolisme, immunforsvar og nervesystem konstant påvirker hinanden. Det gør tarmen til en central brik i kroppens regulering af både energi og trivsel – også i relation til insulin dysregulation.

Den somatiske forståelse – nervesystemet som del af helheden

Der findes ikke stærk direkte evidens for, at nervesystemet alene er årsagen til insulinresistens hos heste. Insulin dysregulation er en metabolisk og hormonel tilstand, som primært drives af komplekse interaktioner mellem fodring, genetik, fedtvæv, inflammation og hormonelle signalveje. Når det er sagt, ved vi fra både veterinær og human fysiologi, at stresshormoner og den autonome regulering har en tydelig indflydelse på glukose- og insulinmetabolisme. Øgede niveauer af fx cortisol kan påvirke både leverens glukosefrigivelse, insulinfølsomhed i væv og den overordnede hormonelle balance i kroppen.

I en somatisk forståelse bliver det derfor relevant at se insulin dysregulation som noget, der indgår i et større reguleringssystem, hvor kroppen hele tiden prioriterer mellem forskellige fysiologiske behov. Kroppen arbejder ikke isoleret i separate “systemer”, men som en samlet helhed, hvor energiomsætning, vævsbeskyttelse og overlevelsesmekanismer konstant balanceres.

Man kan i den sammenhæng sige, at kroppen overordnet prioriterer tre grundlæggende hensyn: energi, sikkerhed og overlevelse. Når en hest er i en tilstand af langvarig stress, smerte eller utryghed, vil det autonome nervesystem ofte være mere sympatisk domineret, hvilket ændrer kroppens fysiologiske fokus. I sådanne tilstande vil finregulering af stofskiftet – herunder optimal insulinfølsomhed – typisk ikke være det, kroppen prioriterer højest.

Det er derfor vigtigt at forstå, at stress ikke i sig selv “skaber insulinresistens” som en direkte årsag, men at det kan fungere som en medvirkende og forstærkende faktor i et allerede belastet system. Det kan gøre det sværere for kroppen at finde tilbage til stabil regulering, fordi flere systemer samtidig arbejder under øget belastning.

Kan insulin dysregulation forbedres?

Insulin dysregulation er ikke nødvendigvis en permanent sygdom, men en dynamisk tilstand, som kroppen kan bevæge sig ind og ud af afhængigt af belastning og miljø.

Hos mange heste ser man tydelige forbedringer ved:

  • ændret fodring
  • stabil vægtregulering
  • passende bevægelse
  • og reduceret metabolisk stress

Hos nogle heste – især genetisk disponerede eller ved samtidig PPID – vil der være en livslang tendens, som kræver løbende støtte.

Det mest præcise billede er derfor:

  • det kan forbedres
  • nogle gange normaliseres
  • men ofte kræver det vedvarende forståelse og management

Myter og misforståelser

“Det handler bare om fedme”
Nej. Fedt er en risikofaktor – ikke hele forklaringen.

“Light foder er altid sikkert”
Ikke nødvendigvis. Light handler ofte om kalorier, ikke insulinrespons.

“Fastende blodprøver viser hele sandheden”
Nej. Mange problemer ses kun i dynamiske tests.

“Det er kun foderets skyld”
Nej. Det er et systemisk problem, hvor foder er én del af helheden.

Sådan støtter vi insulin dysregulation i praksis

Foder er ikke bare kalorier. Det er signaler til kroppen. 
Hver gang hesten spiser, sender vi ikke kun energi ind i systemet, men også information om tilgængelighed, belastning og metabolisk respons. Det betyder, at kroppen ikke kun reagerer på “hvad” der spises, men også på “hvordan” og “hvor stabilt” det tilføres.

Derfor arbejder vi typisk med tre grundlæggende principper:

  • et stabilt lavt niveau af sukker og stivelse (NSC)
  • en ensartet og forudsigelig fodringsrytme
  • stråfoder som den primære og konstante base i fodringen

Jeg anbefaler altid analyseret stråfoder, fordi vi ellers arbejder i blinde – især hos heste med metaboliske udfordringer som EMS, PPID (Cushings) og historik med forfangenhed. Her er det ikke nok at “antage”, at grovfoderet er lavt i sukker. Vi har brug for viden om både sukkerindhold, fordøjelighed og energiniveau, fordi selv små udsving kan have stor betydning for et sensitivt system.

For disse heste er det særligt vigtigt, at grovfoderet ikke kun er lavt i sukker, men også har en kvalitet og sammensætning, der understøtter en stabil fordøjelsesrytme og ikke skaber unødige metaboliske udsving.

Men mindst lige så vigtigt som hvad der gives, er hvordan det gives.

Fodringsrytme, ro omkring fodring og forudsigelighed i hverdagen spiller ofte en undervurderet rolle i den samlede regulering. Når fodring sker i et stabilt, roligt og forudsigeligt miljø, reduceres den interne “alarmberedskabsrespons”, og kroppen kan i højere grad prioritere fordøjelse og metabolisk balance frem for stressrelateret regulering.

På den måde bliver fodring ikke kun et spørgsmål om ernæring, men om hele det signalmiljø, vi tilbyder hestens krop at fungere i.


Stråfoder er ikke fyld – det er fundament.

Det er den mest centrale del af hestens daglige fysiologiske regulering, fordi det ikke kun handler om energiindtag, men om hele den rytme, kroppen arbejder ud fra.

Stråfoder styrer blandt andet:

  • fordøjelsesrytme og passagetid gennem tarmen
  • spytproduktion, som er afgørende for buffer af mavesyre
  • mavesyrens belastning og den kontinuerlige beskyttelse af maveslimhinden
  • og den overordnede metaboliske stabilitet i løbet af døgnet

Hos hesten er fordøjelsessystemet designet til kontinuerlig fibertilførsel, og derfor vil selv korte perioder uden tilstrækkeligt stråfoder kunne påvirke både pH i maven, tarmmotilitet og stressrespons i kroppen.

Når stråfoderet udfodres stabilt over døgnet, og når kvaliteten og mængden matcher hestens fysiologiske behov, ser vi ofte en tydelig effekt ikke kun i fordøjelsen, men i hele hestens udtryk.

Det kan komme til udtryk som mere stabil adfærd, en roligere ædelyst og en mere jævn energifordeling i løbet af dagen. Mange ejere oplever også, at hesten bliver mindre “reagerende” i sit system, når den metaboliske basis er stabil, fordi kroppen ikke hele tiden skal kompensere for udsving i tilgængelig energi og mavesyrebelastning.

I en samlet forståelse er stråfoder derfor ikke bare noget, der “fylder maven”, men selve fundamentet for både fysisk og neurologisk regulering hos hesten.


Bevægelse er en af de mest effektive måder at øge insulinfølsomhed på.

Det er veldokumenteret, at muskelaktivitet i sig selv kan forbedre kroppens evne til at optage glukose og dermed støtte en mere stabil energiregulering.

Det handler dog ikke kun om forbrænding, men om en række dybere fysiologiske processer, hvor:

  • muskler optager glukose mere effektivt
  • kroppen bliver bedre til at regulere energi
  • og hele det metaboliske system bliver mere fleksibelt og responsivt

Samtidig er det vigtigt at forstå, at bevægelse kun har denne positive effekt, når den sker inden for hestens aktuelle kapacitet.

I praksis ser jeg ofte en misforståelse om, at “mere motion” automatisk er bedre, eller at højere intensitet nødvendigvis giver hurtigere resultater. Men hvis hesten presses over sin nuværende fysiske eller mentale tolerance, kan bevægelse i stedet blive en stressor. Og når bevægelse bliver stress, ændres kroppens prioritering fra regulering til overlevelse.

Det betyder, at kroppen i stedet kan gå i en mere sympatisk aktiveret tilstand, hvor stresshormoner som cortisol påvirker den metaboliske balance. I den situation er det ikke givet, at man får en forbedring i insulinfølsomhed – selvom man øger mængden eller intensiteten af træning.

Derfor bliver kvaliteten af bevægelsen lige så vigtig som mængden. Stabil, tilpasset og rytmisk bevægelse, hvor hesten ikke overskrider sin kapacitet, understøtter kroppens regulering langt mere effektivt end pres, der skaber kompensation.

I en somatisk forståelse handler bevægelse derfor ikke kun om fysisk træning, men også om, hvorvidt kroppen er i en tilstand af samarbejde eller overlevelse.


Nervesystem og miljø i praksis

En hest kan stå på en ernæringsmæssigt korrekt foderplan og stadig være i en funktionel ubalance, hvis dens samlede miljø og indre tilstand ikke understøtter regulering.

I praksis ser jeg ofte, at det ikke er foderet alene, der er udfordringen, men det system foderet indgår i. En hest, der lever med:

  • kronisk stress
  • smerte eller fysisk ubehag
  • utryghed i miljø eller relationer
  • eller vedvarende høj arousal (stress/beredskab)


vil ofte have et andet fysiologisk udgangspunkt for både fordøjelse, hormonel balance og metabolisk regulering. Det skyldes, at kroppen ikke prioriterer systemer isoleret. Den arbejder som én samlet helhed, hvor ressourcer hele tiden fordeles efter det, der vurderes som vigtigst for overlevelse og stabilitet her og nu.

Når en hest befinder sig i et vedvarende alarmberedskab – uanset om det er subtilt eller tydeligt – vil det autonome nervesystem typisk være mere sympatisk domineret. Det betyder, at kroppen i højere grad er i “klar-til-handling” end i “hvile og fordøjelse”.

I den tilstand ændres prioriteringen i hele systemet. Fordøjelse, finregulering af hormonelle processer og metabolisk restitution bliver nedprioriteret i forhold til at håndtere det, kroppen registrerer som potentielle trusler eller belastning.

Det er her, vi ofte ser, at selv veltilrettelagt fodring ikke alene er nok til at skabe stabilitet. For hvis det interne miljø i kroppen er præget af vedvarende aktivering, vil responsen på foder, træning og management også blive derefter.

I en somatisk forståelse handler det derfor ikke kun om at “rette noget udefra”, men om at forstå, hvordan det ydre miljø konstant bliver oversat til en indre fysiologisk tilstand. Og først dér giver foder og management deres fulde effekt. 


Det vigtige skifte – fra kontrol til regulering

I praksis står mange hesteejere i et meget konkret spændingsfelt. Der er behov for færre kalorier, mere struktureret bevægelse og samtidig en hest, der skal forblive i ro og balance i sit system. Det kan let komme til at føles som modsætninger, hvor løsningen ender med at blive mere kontrol, flere begrænsninger og et øget fokus på alt det, hesten ikke må.

Men når vi arbejder med kroppen som et samlet reguleringssystem, bliver det tydeligt, at målet ikke kun er lavere energiindtag og højere energiforbrug. Målet er at skabe en fysiologisk og neurologisk tilstand, hvor kroppen faktisk kan håndtere den ændrede belastning uden at gå i vedvarende alarmberedskab.

I praksis betyder det, at vi godt kan reducere kalorier og øge bevægelse – men vi er nødt til samtidig at understøtte det system, der skal bære den forandring.

Det handler blandt andet om, at fodringen bliver så velovervejet, stabil og forudsigelig som muligt, så kroppen ikke oplever unødige udsving i tilgængelig energi. Det handler om at bevægelse tilpasses hestens aktuelle kapacitet, så motion bliver regulerende og ikke stressende. Og det handler om, at hele miljøet omkring hesten i så høj grad som muligt understøtter rytme, ro og genkendelighed.

I en somatisk forståelse er det særligt vigtigt, at vi ikke kun ser på “det ydre arbejde” – altså kalorier og motion – men også på det indre respons. En hest kan godt være i negativ energibalance og samtidig være i høj stress. Og i den tilstand kan vi risikere, at kroppen ikke regulerer sig bedre, men tværtimod bliver mere presset i sin metaboliske respons.

Derfor bliver spørgsmålet ikke kun, hvor meget vi fjerner eller øger, men hvordan systemet oplever det, vi gør.

Når bevægelse bliver rytmisk, tilpasset og ikke overstiger hestens kapacitet, kan det understøtte insulinfølsomhed og metabolisk fleksibilitet. Når fodring bliver tilpasset, stabil og lav i udsving, reduceres den interne belastning. Og når hesten samtidig oplever forudsigelighed og lav grad af indre og ydre stress, får nervesystemet mulighed for at skifte fra konstant beredskab til en mere reguleret tilstand.

Det er her, det interessante skifte sker.

For vi arbejder stadig med de samme grundlæggende værktøjer – fodring, motion og management – men vi arbejder med dem på en måde, hvor målet ikke er kontrol, men kapacitet.

Ikke at presse systemet ned i “det rigtige niveau”, men at støtte systemet i at kunne bære det niveau, det er i.

Og måske er det netop her, den største forskel ligger. At vi ikke kun forsøger at ændre hestens krop – men at vi skaber betingelserne for, at kroppen selv kan finde vej tilbage til regulering og balance.
Skabt med